Den store fylde af væren

Tim Pallis

Buddha betyder den vågne eller den vækkede. Buddha var en kender af dharmaen, sandheden eller universets gensidige sammenhæng, som er loven om alle tings indbyrdes afhængige opståen og forgåen. Naturen er et økologisk system, hvor alle ting er gensidig afhængige af hverandre. Sanskritordet for dette er Patityasamutpada, som betyder "betinget samopståen".

Intet eksisterer uafhængigt af noget andet, intet er selvgyldigt, autonomt, sig selv nok, uberoende eller ubundet, men økologisk betinget af noget andet - af alt andet! Det at alt betinger alt andet er blevet kaldt støvlestropmetoden, dvs. helheden trækker sig selv op ved hårene.

At være en buddha betyder derfor, at man har erkendt eller realiseret denne økosofiske sammenhængskraft, som er naturens væsen.

Buddhismen er læren om, hvordan man bliver en buddha, og det vil sige, hvordan man lever det bedste liv i frihed og glæde, fri for isolation, fri for egoisme og glad for at afspejle alle ting og blive afspejlet i alle ting. Man er tilfreds med at være dét hele, som er tilværelsens grænseløse situationstotalitet.

Buddhismen er altså en praksis, som fører til dette mål, og zen træningen er en sådan buddhistisk praksis. Det er meget vigtigt i denne praksis at "være sit eget lys", og ikke at støtte sig på hjælp udefra. Man må naturligvis godt søge råd og vejledning i begyndelsen af sin søgen, men i sidste ende kan man kun hente hjælpen i sig selv.

Zen buddhismen har en slags trosbekendelse, som siger:

En særlig formidling udenfor skrifterne

Ikke afhængig af ord og begreber

En direkte pegen på bevidstheden

At se naturen og blive en buddha.

Denne uafhængighed af buddhismens formelle lære betyder dog ikke, at man slet ikke skal studere de buddhistiske skrifter eller undgå en lærer. Det betyder blot, at man i sin søgen efter "sandheden" eller dharmaen må søge grundlaget for teksterne eller dét, som går forud for dem - dét som er "før" ord og begreber. Dette "før" er ikke et "før" i tid, men det spirituelle ophav til alle de tanker og ord, som udtrykkes i teksterne.

I zen hedder dette ophav kokoro (kin. shin), som i tidens løb er blevet oversat på mange forskellige måder som f.eks. sind, bevidsthed, opmærksomhed, ånd, sjæl, natur, hjerte, væsen eller selv. Det er ikke sindet eller bevidstheden i psykologisk forstand, fordi det ikke drejer sig om bevidstheds livets strøm af tanker eller følelser.

Det er som den japanske zen mester Dōgen (1200-1253) siger: "Bjerge og floder og den store jord". Det kaldes også "det oprindelige ansigt før man blev født", eller "det sande menneske uden status" eller "det store runde spejls visdom", som afspejler alle ting, men selv er uden beskaffenhed. Måske kan man bedst kalde det "den rene bevidsthed" eller "bevidstheds rummets totalitet", som er et ubegrænset nuvær.

Det drejer sig i zen træningen om at afskære den mentale strøm af erindringer og forventninger, som skaber den tids prægede opfattelse af tilværelsen i fortid og fremtid, og erkende den absolutte nuværenhed. Dette åbne nuvær er én selv, den sande natur, som i dette øjeblik læser disse ord, og som er uden form, navn og skikkelse.

Det er et spillevende og sansende nuvær, som er uden begyndelse og afslutning, en kontinuerlig væren eller situationstotalitet, som inddrager alle ting. Jo mere man søger dette sande menneske, des længere fjerner det sig væk, ligesom en horisont man aldrig kan nå hen til.

Uanset hvor mange ord man bruger for at beskrive denne udelte væren, kan man ikke erkende den ved hjælp af ord. Så kunne man lade være med at sige mere, men det ville nok heller ikke tydeliggøre, hvad zen er. Tavshed er nemlig en tom eller død stilhed. Vi kan kun forstå zen, når vi er befriet for både tale og stilhed, benægtelse og bekræftelse. Men hvad er det så?

Da Buddha engang blev stillet et filosofisk spørgsmål, sagde han, at et sådant spørgsmål kan sammenlignes med en person, som ligger dødelig såret af en pil, og som, før man trækker den ud, vil vide, hvem der har affyret den, og hvad slags pil det er.

Mennesket stiller filosofiske spørgsmål, fordi tilværelsen synes vanskelig at forstå. Det er spørgsmål som: Hvad er meningen med livet? Hvor kommer jeg fra? Hvor skal jeg hen? Hvad er jeg? Hvad er sandheden? Hvad er opvågnen? Hvad er autentisk? Hvad er alle tings egentlige natur?

Disse spørgsmål har buddhismen ingen færdigstrikkede filosofiske svar på, men den har en kur mod menneskets eksistentielle kval og identitetskrise.

Zen mesteren fremsætter i reglen en helt anden type spørgsmål til den nyankomne: Hvad er dit problem? Hvorfor kommer du her? Hvorfor vil du træne i Zen? Hvad er der at lære her? Hvad er det, du vil realisere? Hvad er der i vejen med dig? Hvad mangler du?

Den kinesiske Zen mester Yunmen (864-949) sagde: "Hvis jeg fortalte dig, at der overhovedet ikke er noget i vejen med dig, så har jeg allerede begravet dig. Du må selv komme til denne erkendelse!"

Der må i kierkegaardsk forstand være en sandhed, som når man finder den, griber forandrende ind i ens eksistens. Zen træningen er en sådan kur, som kan vende op og ned på menneskets grundsituation, som er dyb tvivl og angst for livet. Pilen skal fjernes, såret heles, således at man kan se, hvor begunstiget man egentlig talt er. Der er ingen anden opvågnen eller vækkelse.

Lad os se lidt nærmere på problemet! Man kan ikke se sit eget øje, og man kan ikke se sig selv! Det føles, som om der er et "jeg", som er centrum i verden, og som ser og bedømmer alt og alle. Dette "jeg" er fuld af ønsker og kritik, tørster efter kærlighed og indflydelse og oplever frustration og smerte. Det ønsker at leve og skal dog dø, og det søger med alle midler at sikre sig selv.

Skønt dette "jeg" er sig selv, så søger det sig selv. Hvad er vi sat i verden for? Jeg er endnu ikke klar over mig selv, siger den søgende. Vores uvidenhed med hensyn til vor bestemmelse er menneskelig. Vi ved, at vi er blevet født og derfor skal dø. Vi ved også, at vi skal igennem forfald og sygdom. Men vi kender ikke vores tids løse væren eller rettere, vi kender ikke det evige nuvær.

Uvidenheden har rod i, at vi som mennesker er umådelig selvbevidste og prøver at se os selv, som andre kan se os samtidig med, at vi er os selv, den der faktisk ser. Med andre ord objektiverer vi os selv, peger på os selv, og alligevel spørger vi: Hvad er jeg egentlig?

Det mærkelige er altså, at vi i virkeligheden hviler i os selv, men alligevel har mistet os selv. Vi sanser os selv og er alligevel fuldstændig ubekendt for os selv. Vi føler, at vi er os selv, men alligevel ønsker vi at blive os selv.

Det er som om, der er en indre splittelse, fordi vi hele tiden iagttager os selv, men samtidig er iagttageren. Denne iagttager oplyser alle ting med bevidsthedens lys, men forbliver selv i mørket.

Når han vender lyset mod sig selv, ser han nok iagttagelsen, men trækker sig samtidig et skridt tilbage og forbliver endnu en gang i mørke. Iagttageren vedbliver at være usynlig og ude af stand til at se sig selv som subjekt.

Denne umulige situation, dette eksistentielle dilemma er buddhismens "første ædle sandhed": Lidelsen eller bedre kvalens kendsgerning. Hør hvad den kinesiske Zen mester Linji eller Rinzai (d. 866) sagde:

"Hvis du ønsker at leve og dø, komme og gå, tage tøj af og på i fuld frihed, så bliver du nødt til lige nu at identificere dig med det menneske, som lytter til min tale. Han er uden form, uden kendetegn, uden rod, uden ophav og uden bolig, og alligevel er han livlig og rask. Det sted, hvor han aktivt virker på forskellig måde, er egentlig talt usynligt. Når du derfor leder efter ham, trækker han sig længere og længere tilbage. Når du søger ham, vender han mere og mere den anden vej. Dette kaldes et mysterium."

Det er ikke kun én selv, som er spaltet i to, nemlig det objektiverende "jeg" og det objektiverede "jeg". Vi oplever også adskillelsen mellem det "jeg", som ser, hører og ønsker, og de ting, som er genstand for synet, hørelsen og ønskerne.

Vi kan altså på grund af denne tvedeling kun se verden subjektivt og ikke verden, som den virkelig er. Vi ser verden, som det passer vort mentale habitus, fordi vi betragter verden som en "omverden", der skal tilfredsstille vore ønsker og tilknytninger. Dette er buddhismens "anden ædle sandhed": Årsagen til kvalen!

At overvinde splittelsen, fremmedgørelsen eller dualismen og give slip på tvedelingen af subjekt og objekt er at blive befriet for alle tilknytninger. Dette gælder også en tilknytning til buddhismen. Ophævelsen af alle skel og begrænsninger er ensbetydende med buddhismens "tredie ædle sandhed": Lidelsens ophør!

Jeg tror det er vigtig at fremhæve, at der ikke er noget ekstraordinært ved det menneske, som er kommet dertil. Han ignorerer ikke karma og lidelse, men ser livets hændelser i øjet hvert øjeblik.

Men hvad kan vi egentlig talt gøre for at komme dertil? Dette er buddhismens "fjerde ædle sandhed": Vejen til lidelsens ophør.

I en af zen buddhismens vigtige dialoger mellem mesteren og eleven siger Hui-k'o (487-593): "Jeg har ikke ro, giv mig fred i sindet." Bodhidharma (470-543) svarede: "Vis mig dit sind", eller "Vis mig dig selv", Hui-k'o sagde så: "Jeg har søgt efter det (mig selv), men kan ikke finde det (mig selv). Bodhidharma sagde da: "Så har du endelig fundet ro".

Mester Yunmen (864 – 949) sagde: "Find ud af hvad der er galt, så falder det hele på plads." I en dialog spurgte en munk mester Yunmen: "Hvad er det, der er allervigtigst for mig?" Mesteren sagde: "Netop dig, som tror du ikke ved".

Hele zen træningen og alle zen mestrenes vidunderlige ord har det ene formål, at fjerne de rekvisitter, som man dekorerer sig selv med for at afstive sit imaginære ego. Det gælder om at afskaffe alt det, som man støtter sig til for at opretholde et selvværd eller det selv, der ikke findes.

For ikke at der skal være tvivl om omfanget af disse rekvisitter, så lad mig lige sige, at buddhisme, sutraer, zen, mestre, praksis, træning, meditation, søgen, de mange spørgsmål og svar også er rekvisitter, fordi det alt sammen er redskaber eller midler til at nå erkendelsen med. De må alle opgives for at det mest umiddelbare kan åbenbare sig.

Dharmaen er nemlig en førstehånds erfaring - den er det, der er os nuværende lige her. Den kan kun erkendes direkte, uden noget formidlende mellemled.

Den amerikanske professor Bernard Phillips spurgte zen mesteren Shinichi Hisamatsu: "Hvis man følger en vej, så vil man aldrig nå dertil, og hvis man ikke følger vejen, vil man heller ikke nå dertil. Man står altså i et dilemma?" Hisamatsu svarede: "Lad det dilemma være din vej."

Det der grundlæggende er galt med os har Hisamatsu's formuleret i sin fundamentale kōan, som siger: "Når alt, hvad du gør, ikke duer, hvad gør du så?" Det centrale i dette er, at man i sin søgen må komme til den eksistentielle situation, hvor alle veje er blokerede, der er ingen vej ud! Dette kaldes i zen: "Den store tvivls-spærring".

Det siges i zen, at når man er trængt op i en krog og ikke kan komme hverken frem eller tilbage, vil der uvægerligt komme et gennembrud. Men det kræver, som det siges, at man tager endnu et skridt fremad fra "toppen af en høj søjle."

I zen må man hele tiden videre til nye udfordringer, selv om situationen er umulig. Man har ikke lov til at forblive i sin eksistentielle blindgyde.

Skønt man er drevet op i en krog, må man ikke resignere. Så hvordan er det med én, når man ikke engang må forblive i denne umulige situation? Man er nu suspenderet i det store bevidsthedsrum, som ikke kan objektiveres. Men! Dette bevidsthedsrum er levende! Det er min egentlige natur, som har et bevidsthedsindhold, der ikke er adskilt fra det.

Dette er den store fylde af væren, som man egentlig talt er. Det er en væren, som ikke er begrænset til blot at være ens personlige krop og sind. Det er derimod denne tilværelses totalitet, som er begunstiget med sanser og bevidsthed.

Man kan ikke opdele denne væren i én eksistens, som sanser, og en anden, som sanses, lige såvel som man ikke kan adskille sin udånding fra den luft, der udåndes.

Det er én levende identitet, som er dette nuvær i hele sit omfang. Men pas på! for denne filosofi er ikke dharmaen - slip den, lad den falde, så ser du, at du er alle tings væsen. Herefter føler man sig hjemme i det almindelige upretentiøse liv, tilfreds med hvad der er eller ikke er, og hvad man har eller ikke har.

Zen's lære er blevet sammenlignet med et sværd, som tager liv, men også giver liv. Zen dræber nemlig det burreagtige, lidende "jeg", men er samtidig også jordemoder for fødslen af den grænseløse, uselviske og medfølende bevidsthed, som er tømt for alt og alligevel er ét med alle ting.

Igen og igen hører vi zen mestrene sige, at i virkeligheden er der hverken "sind" eller "ting", hverken "jeg" eller "anden", hverken "indre" eller "ydre". I denne ikke-tvedelte virkelighed er "jeg" og "omverden" ikke to, dvs. Jeg er hele verden eller virkeligheden.

Det springende punkt i zen er hverken to hed eller ikke to hed, men de to's ikke to hed. Du og jeg er to og dog er vi ét. Templets søjler står adskilt hver for sig, men bærer det samme tag. Et andet ord for dette er kærlighed.

Det fascinerende ved buddhismens religionsfilosofi er, at der peges på en grundlæggende menneskelig natur i modsætning til en genetisk og kulturel betinget natur.

Det er vigtigt for forståelsen af tilværelsen og vor livs trivsel, at vi ikke forveksler vor egentlige natur, med hvad vi tror, den er. Den grundlæggende menneskelige natur er så godt skjult for os, at vi ikke kan give den dén betydning, som den burde have.

I stedet ser vi et mere eller mindre kaotisk forløb af tanker og følelser, som er vort mentale liv og den refleksive bevidsthed. Bevidstheds livet har siden vor spæde barndom været underkastet en meget voldsom tilpasning og retningsgivning, indoktrinering og undertrykkelse i forbindelse med vor kulturelle indordning og ensretning.

For at gøre os til sociale individer, som passer til vor specielle kulturs forestilling om, hvad det vil sige at være normal, er den grundlæggende natur forsvundet ud af syne.

Det er imidlertid ikke sådan, at den egentlige natur i dette forløb er blevet forandret eller modificeret, for den er netop uforanderlig og evig. Men den er skjult for os, fordi den er blevet overlejret af vores drømme liv, følelses liv, tanke liv og bevidstheds liv i videste forstand. Dette har skabt vor civilisation, og har skaffet os mange nyttige færdigheder og ting, som har lettet livet for mange, men det er også kilden til megen utilfredshed og lidelse.

De fleste tror, at menneskets genetiske natur og erhvervede natur er de to eneste faktorer, som findes, og mener derfor, at vi blot er et produkt af vores arvelige, kulturelle og personlige historie. Men derved afskærer man sig fra muligheden af at opleve virkeligheden, som den egentlig er.

Man kan betragte vor almindelige bevidsthedsverden som årsagen til et synsbedrag. Sindet er fortabt i forskellige ønsker, dagdrømme, tilknytninger, misforståelser og projektioner, som vi bilder os ind er sande og vigtige.

Heroverfor står buddhismens opfattelse, at disse tilsyneladende gyldige synspunkter for det meste er illusoriske for ikke at sige sygelige, og at menneskets kval kommer af vort manglende kendskab til den grundlæggende natur.

Vor sædvanlige bevidsthedsopfattelse af verden er således et vrangbillede af virkelighedens egentlige natur. Zen's lære går nu ud på at pege på en praksis bestående af både fysisk og mental koncentration for at afdække den grundlæggende natur eller den oprindelige bevidsthed, så vi kan få et nyt og friskt syn på tilværelsens situationstotalitet.

De fleste kommer til Zen træningen af nød på grund af en smerte, en sorg eller af angst for livet. Det er for at finde en vej ud, for at blive befriet og finde fred i sindet. Vi må ikke glemme, at buddhismen er sindets medicin.

De fire ædle sandheder, som er grundlaget i buddhismens lære, nemlig sandheden om kvalen, dens opståen, dens ophør og vejen til dens ophør, er taget lige ud af den traditionelle indiske lægevidenskabs principper: Konstatering af sygdommen, dens diagnose, dens helbredelse og lægemidlerne dertil. Buddhisme er sjælens helbredelse, og zen træningen er vejen til lidelsens ophør, som betyder frihed og fred i sindet.

Ønsket om frihed og opvågnen er dog desværre i sig selv et problem eller hindring for den, der har fundet vejen. Det er nemlig sådan, at pædagogikken i buddhismens praksis ikke tillader, at man griber sagen an dualistisk.

Vejen til målet kan ikke gennemføres, fordi de to opfattes som adskilte fra hinanden. Denne tvedeling af vej og mål er netop selve karakteren af sygdommen, som først er kureret, når skellet er ophævet.

Alt hvad man gør for at opnå frihed duer ikke. Selv dét at forvente en befrielse, dét at have et håb om en opvågnen er en hindring på vejen. Men hvis man forstår så meget, og derfor intet gør, når man heller ikke målet. Man er derfor kørt fast i mudderet, trængt op i en krog, hvor man hverken kan komme frem eller tilbage.

Zen træningen er i sig selv et dilemma, thi alle forventninger om den store erkendelse, som vil gøre os fri, er spirituel materialisme. Dette er ens eksistentielle dilemma, som på en vis måde er livets gave til os. Det er netop dilemmaet, som er vejen! Det er også vort kors, hvorpå vi må dø for at kunne genopstå til et nyt og bedre liv i buddhanaturens ikke dualistiske cirkel, som er uden centrum og omkreds.

For at gøre sig både sit eksistentielle dilemma og zen træningens dilemma helt klart har Shinichi Hisamatsu givet os sin fundamentale koan: "I dette øjeblik, når alt hvad du gør ikke duer, hvad gør du så?" Engang sagde jeg i min fortvivlelse til en anden japansk zen lærer Motoo Kawarabayashi: "Dette her er jo håbløst!" - "Nej, nej!" svarede han, "dér er du ikke endnu - hvis du var dér, ville der blot være en papirtynd afstand mellem dig og en opvågnen".

Pointen er, at en følelse af håbløshed blot viser, at der stadig er et håb tilbage i én, et håb om at vågne, og det er et håb for meget. Den grundlæggende situation, hvor håbet er ophørt, er netop den tilstand, hvor friheden begynder, fordi vej og mål ikke længere er adskilte. Dette er opvågningens ikke-dualistiske situationstotalitet.

Opnåelse versus ikke-opnåelse, opvågnen versus ingen opvågnen, frihed versus bundethed, ren erfaring versus objektivering, og umiddelbar opfattelse versus refleksiv bevidsthed, har ikke noget med zen at gøre, thi "albuen bøjer ikke udad." Dette er den absolutte frihed.

Her erkender man alle tings egentlige natur, som den eneste virkelighed der er. Det er livets situationstotalitet. Verden er ikke tvedelt i indre og ydre, subjekt og objekt. Der er intet omverdensproblem. Ens personlighed, krop, sind og bevidsthed er tabt på vejen, man har glemt sig selv, men fundet tilværelsens egentlige væsen, som netop er ens genfundne identitet. Denne grundlæggende natur er ens eget grænseløse nuvær, som er ét med alle ting, uanset hvorledes den manifesterer sig.

Derfor er buddhanaturen det daglige livs almindelighed. Livets ganske almindelige tildragelser er ens egen egentlige virkelighed i dette evige liv. Når man netop er den nuværende helhed eller situationstotalitet, er der intet personligt selv adskilt derfra.

Denne verden er netop én selv, og der er ingen anden verden at opnå. Ethvert spørgsmål er væk, vækkelsen er væk, zen er væk, der er hverken begyndelse eller afslutning i dette evige nu.